DBU ET SLAGSKIB LADET MED VÅDT KRUDT OG EN STYRMAND UDEN KOMPAS!

By |2013-09-16T09:59:44+00:00september 16th, 2013|Categories: Blog, Uncategorized|

Slagskibet i dansk idræt er fodboldforbundet, idet denne sportsgren både medlemsmæssigt og mediemæssigt er den største – det gælder i mange lande verden over. Det, der sker inden for fodbold, kan have stor politisk betydning for andre sportsgrene, og derfor er det afgørende, hvilke signaler hovedorganisationen sender ud, hvilke værdier de markedsfører, hvad deres image er blandt befolkningen – ikke kun inden for ”fodboldfamilien”. Spørgsmålet er altid, om der er sammenhæng mellem udtalte værdier og det image, der udleves, eller den ledelse, der praktiseres.   Det er i dette lys, jeg har analyseret DBU’s strategi ”Vejen mod 2015”, der er baseret på fire strategiske hovedindsatsområder: det sportslige, det organisatoriske, det kommercielle og det imagemæssige, samt på nøgleordene i DBU’s værdisæt: passion, udvikling og fællesskab. Målsætningen med ”Vejen mod 2015” er, at organisationen skal være i stand til at møde konkurrence fra den øvrige del af samfundet uden for banen samt fortsat skabe unikke resultater på banen.   DBU’s værdigrundlag er beskrevet således:   Vi arbejder sammen mod ambitiøse fælles mål og gør forskelligheder til fælles styrke. Vi fremmer gensidig respekt, forståelse og dialog mellem de involverede i fodbold. Vi drives af passionen for og glæden ved fodbold – fra leg til landshold. Vi stræber efter en ansvarlig udvikling inden for fodbold og en optimal udnyttelse af potentialet for de involverede i fodbold. [...]