Jeg synes, det er på tide at fortælle en anderledes historie. Ikke om en flygtning, for Ali er født dansker. Godt nok ind i en indvandrerfamilie, som bor i en ghetto.

Historien om Ali starter, da hans far gifter sig til et dansk statsborgerskab for mere end 25 år siden – udelukkende for efter 11 måneder senere at lade sig skille fra sin danske kone for derefter at hente sin syriske kone herop.

Alis familie består af far og mor og i alt syv børn i alderen 12 til 27 år. Ali er i dag 21 år gammel. Med til historien hører, at Alis tre ældre søskende alle er indlagt med vekslende mellemrum på psykiatriske afdelinger med svære diagnoser og erklærede invalidepensionister, ikke som følge af krige i Syrien, men som resultat af et brutalt psykisk og fysisk hjem.

Det danske sociale system lærte Ali at kende som seksårig, da hans børnehave henvendte sig til kommunens forvaltning med en dreng, der var ulykkelig og som havde mistænkelige blå mærker på kroppen. Da han var 10 år, henvendte skolen sig nu om Ali til kommunen, der igen havde mistænkelige brud og blå mærker på kroppen. Det skete flere gange i årenes løb indtil den dag, hvor Ali som 16-årig selv mødte op på forvaltningen og krævede, at de hjalp ham, for ellers vidste han ikke, hvad han kunne finde på at gøre.

Ali ville væk fra sin familie, væk fra en far og mor, der var voldsomme, udelukkende talte Syrisk og aldrig havde haft et job, men levet af bistand i Danmark. Først efter flere henvendelser gennem 10 år, skete der noget. Jeg tror, at Alis trussel om at gå til medierne med hans historie fik forvaltningen til at reagere. Ali blev anbragt i familiepleje.

Ali havde i mellemtiden udviklet sig til en af rødderne, dem der hang ud i ghettoen, dem andre frygtede. I skolen klarede han det ikke for godt, og hans karakterer var ikke for gode i 9 klasse, men efter et år i pleje var snittet lige nok til, at han kunne komme på gymnasiet.

Jeg mødte Ali, da familieplejen henvendte sig om ham, fordi de kunne ikke styre ham og ikke forstod hans reaktioner. Ikke fordi, Ali blev voldsom, men han trak sig helt ind i sig selv og lå ofte på sit værelse og græd og var svær at komme i kontakt med. Familieplejen, der ellers var en god plejefamilie, havde tre andre unge hos sig med helt andre behov end Ali. Da Ali startede hos mig, havde kommunen bevilliget ti sessioner af halvanen times varighed – slet ikke nok til at rette op på et lang liv med svigt og vold.

Jeg fandt hurtigt ud af, at Ali var et meget intelligent, men også meget sårbart ungt menneske. Efter de første fem sessioner havde han fået så meget tillid til mig, at han så småt lukkede op. Ali havde det selvfølgelig svært med tillid og svigt og svært ved at knytte sig til mennesker. Enten blev han for klistret, ville og forlangte for meget, eller også trak han sig fuldstændig. Han er meget følsom i forhold til svigt og kunne meget nemt misforstå andres intentioner.

Ved den tiende session skulle vores veje skilles. Alis kommune ville ikke bevilge flere behandlinger hos mig, og jeg sad nu og skulle sende Ali af sted, selv om jeg vidste, at han ville opleve det som endnu et svigt fra samfundet. Så jeg valgte at sige til ham, at nu havde han ikke en behandler mere, men en onkel som han kunne trække på, når det var nødvendigt, hvilket medførte et kæmpe knus og et stort smil… ’Farvel Onkel Erik, vi ses!’

Det gik ikke for Ali hos hans plejefamilie, og en dag bad han mig tage med sig til kommunen for at hjælpe dem til at få ham flyttet i egen lejlighed, hvilket jeg selvfølgelig gjorde. Det blev til noget af en oplevelse som bisidder for Ali. Til mødet blev vi mødt af to socialrådgivere, der lige fra start var i en kombineret forsvars og angrebsposition over for os. Ikke mindst mig for de kunne jo se, at Ali havde været i behandling hos mig tidligere, og nu sad jeg så der som hans ’onkel ’ og bisidder, hvilket de meget klart fortalte mig, at de fandt utrolig uprofessionelt. Det kunne jeg sagtens give dem ret i, da jeg jo ikke, som de selv, modtog penge for at hjælpe.

Mødet endte med, at Ali kunne komme i en midlertidig plejefamilie hos et ældre psykologpar, indtil de fandt ud af, hvad der skulle ske med ham. Ali flyttede i kælderen hos psykologfamilien, og så startede det hele igen. Jeg måtte ikke komme og besøge Ali, da jeg jo ikke var professionel, og de skønnede at Ali skulle have ro. Psykologparret gik straks i gang med en udredning af Ali, og hurtigt erklærede de, at han var både asocial og havde skizoide træk.

Efter at Ali havde overlevet fire måneder hos parret, fik han endelig sin studiebolig. Han ville selv betalte indskuddet til sin nye bolig, for han ville ikke være afhængig af kommunen. Nu kunne endelig et liv og en tilværelse uden overgreb fra voksne komme i gang. Han afsluttede gymnasiet med et gennemsnit på 11,6 og er startet på lægestudiet, hvor han klarer sig fint.

At jeg selv er en del af denne historie, har ingen betydning ud over, at jeg kan skrive den. Betydningen ligger mere i, at her er en positiv historie om en ung mand, der vil Danmark trods sin herkomst og trods utallige svigt fra vore sociale myndigheder og voksne omkring ham. Her har vi også historien om den ligegyldighed i mange offentlige forvaltninger, hvor der sidder mennesker, der skal håndtere umulig lovgivning, og som lukker øjnene for det svigt, der sker, og samtidig undertrykker det positive, almindelige mennesker gør.

Ali ville noget andet. Resten af hans familie ville ikke. Ali kom videre med livet og sprang ud af den sociale klasse, han var placeret i. Hans familie er der stadig på femogtyvende år, med grabberne dybt nede i den sociale kasse. Det er nogle gange svært at finde retfærdigheden og forstå, hvad der sker i den offentlige forvaltning.