Spørgsmålet rettede jeg til et hold af ledere som jeg havde på kursus…
En af de yngste ledere på kurset sagde straks, ”ja lykken eksisterer!”
-Jeg spurgte så lederen, hvis lykke eksisterer, hvorfor er der så så mange der er ulykkelige?
Han svarede, det er de bare, de skaber selv deres egen ulykke…
-Jeg svarede ham, hvis du mener at lykken eksisterer, at vi selv definerer den, på samme måde som vi selv skaber ulykken og definerer den, må vi vel konkludere at vi har et valg?
Ja, selvfølgelig har vi et valg, svarede han…
-Jeg så på lederen og spurgte, “må jeg stille et andet spørgsmål?”
“Selvfølgelig”, svarede han.
-Jeg spurgte, “eksisterer depressivitet?”
Lederen svarede “selvfølgelig gør den det. Har du aldrig været depressiv?”
De andre ledere så interesserede på mig.
-Jeg svarede, jo da, jeg er rent faktisk diagnosticeret depressiv, men “faktisk eksisterer depressivitet efter min opfattelse ikke. Ifølge mine tanker er hvad vi betegner som ” depressiv” I virkeligheden fravær af glæde, følelsen ” depressiv” kan først betragtes, når den opleves i sammenhæng med andre mennesker/ eller et andet væsen/dyr, det er først når du kan opleve følelsen i forhold til andre mennesker den eksisterer, hvordan kan du vide at depressivitet er depressivitet uden at se eller opleve reaktionen på den?
– Depressivitet er den energi der skabes i en vekselvirkning mellem yderpoler, den har brug for at kunne overføre energien til et andet menneske/væsen… Det absolutte nulpunkt af depressivitet er det totale fravær af andre. Depressivitet eksisterer ikke. Vi har skabt dette ord for at forklare hvad vi føler når vi ikke er glædes.”
Hvad så med depressivitet i os selv, den kan jeg godt opleve, selv om der ikke er andre tilstede, var der en af lederne der spurgte.
– Depressivitet i dig selv er altid skabt når du forholder din egen opfattelse af det du gør eller har gjort i forhold til en oplevelse du har haft tidligere, altså fortiden, en reaktion på det du har gjort tidligere, eller det du har følt tidligere, selve følelsen af depressivitet i dig sig selv, ville ikke eksistere hvis du udelukkende havde været dig selv, uden en fortid med andre…
Hvad så med lykken var der en af de andre ledere der spurgte… eksistere lykken så overhovedet, for jeg synes det er meget sjældent jeg kan sige ”jeg er lykkelig”?
-Lykke, er som depressivitet kun et ord, et ord der beskriver hvorledes vi har det når vi ikke er lykkelige lige som lys beskrives på baggrund af mørke. Vores opfattelse af lykke er således udelukkende eksisterende på baggrund af den ulykke vi føler, eller har følt, på samme måde som lysstyrken måles i forhold til mængden af lys i mørke, således måles vores lykke, i forhold til den sorg, den ulykkelighed, den depressivitet vi føler i nuét.
-Det er når vi fornægter sorgen i os selv, vi fornægter følelsen af lykke, det er som når vi lukker øjnene for at lukke lyset ude. Billedligt kan man sige at du selv bestemmer hvor meget lys du vil lukke ind i dit sind, men det er dybden af mørket der skaber den klarhed du vil opleve, på samme måde vil mængden og dybden af sorg skabe baggrunden for den klarhed hvormed din lykke vil kunne føles.
Det er sådan et spørgsmål til en flok ledere, der kan give et fantastisk nærvær, selvom gruppe fra dagens start bestod at helt fremme mennesker, var vi lige pludselig i gang med at søge svar på nogle af livets mest fundamentale spørgsmål, selvfølgelig endte vi op med det stores spørgsmål, ”kan jeg overhovedet gøre et andet menneske lykkelig?”, en sådan snak, giver mig følelsen af lykke, altså hvis den eksisterer?