image

Det er måske det der sker når man har nået en hvis alder, jeg begynder at huske hvordan det var engang, jeg begynder at sætte nutiden i relief med fortiden, jeg begynder at se på det der var godt i barndomme og ungdommen, hvor jeg som ung udelukkende så på det der var skidt og ville have det bedre, have mere eller hvad ved jeg?
Jeg kommer til at tænke på de sommerdage hvor jeg sammen med vennerne spillede Fodbold i KIF (Kolding Idræts Forening),på Olympia´s træningsbaner der som regel var så nedslidte for græs, at det var den bare hårde jord jeg kastede mig på som målmand på drengeholdet.
Jeg kommer til at tænke på de ledere (gamle mænd set med vore øjne), der brugte deres fritid på at holde styr på os, sørge for at alt gik ordentlig til, at boldene blev afleveret igen.
Det var den gang hvor der ikke var noget der hed professionel fodbold i Danmark, hvor Harald Nielsen, var vores forbillede fra samme årgang som mange af os.
Senere kom den professionelle fodbold, der sket lige pludselig mange ting på mange områder, eksplosion med hensyn til udvikling, boldenes hårde lædersnøre forsvandt, målene blev bedre, vi fik handsker på, støvler der passede.
Omkring os blev der bedre faciliteter, omklædningrummets bruser med varmt vand, cafeteria hvor vi kunne sidde bagefter træning, der sket mange gode ting da den professionelle fodbold blev indført.

Der sket også noget andet, i takt med at pengene blev større og større, blev gridskheden også større og større, mænd der tidligere frivilligt brugte deres tid til at gøre noget godt for ungdommen blev erstattet med magtens mænd, der ville gøre noget godt for sig selv.
Indtoget af forretningsfolk der så sporten som et springbræt til nemme penge gjorde, at nu blev fodbolden det forjættede land, et land hvor man kunne være sin egen lykkes smed, et land i landet med sin helt egen kultur.
Når der er penge til stede kan der ske noget, på samme måde som når der er optur i det øvrige samfund, eksempelvis det Danske samfund, så kan der bygges skole laves veje, bygges huse skabes kunst og hvad ved jeg.
I fodboldens professionelle kultur er der penge, mange penge, penge der skal omsættes, penge der købes magt og prestige, eller spillere der kan vinde for dig, en kultur hvor man virkelig kan dyrke og søge ” sin egen lykke”.
Her hyldes de nemme løsninger, de bedst betalte løsninger frem for sammenhold, sociale værdier som en omsorgsfuld moral. Her bliver det etiske værdisæt bliver sat på vågeblus, på samme måde som den reelle interesse for udviklingen af unges værdier og sociale udvikling bliver sat på vågeblus, nu hedder det sig -Du er din egen lykke smed, vær kynisk, du er din egen karriere osv.

Hvor er trænerne i professionelle klubber, dem der virkelig har lysten og interessen for at lære sine unge spillere at kende? Hvor er de når træningen på banen er slut? Hvor mange når at lægge armen om en ung og spørge til hans liv? Hvem står og bruge 1 time ekstra med en spiller for at lære ham et og andet? Hvem stille op for en ung når det går galt i hans familie? Hvor fanden er de trænere jeg kendte i min ungdom?
Jeg har set tusindvis af træninger i min tid, stået på sidelinien i regn og kulde i sol og varme og set udviklingen ikke kun af spillerene, men også af trænere.Trænere som i dag skal forsøger at påvirke spillerene til at være mere “selvkørende” tage ansvar for egen træning, præcist som i det øvrige samfund hvor de voksne ligeledes har fralagt sig ansvaret for unges udvikling og læring ved at sige at de selv har ansvaret…Jamen, hvem skal så lære dem? Hvordan skal de vide når de skal og ikke skal tage ansvar? Hvornår der kræves ekstra indsats, hvis ikke trænerene selv vil yde en ekstra indsats?
Ja, det er forvirrende på den enes side skal de unge spillere selv tage ansvar for deres præstationer, men hvem har så ansvaret for at lære dem? Man kan jo ikke forlange at en ung skal kunne tale “Tysk”, hvis man ikke giver dem undervisning i “Tysk” og man kan ikke forlange at en fodboldspiller kan spille fodbold, eller tage ansvar, hvis men ikke er der til at lære dem.
At lære sig sin egen viljestyrke, sine sociale evner at kende, kræver at der er en mentor til at lære fra sig, hvor er den trænermentor så…?
Joh, han kunne stå sammen med andre trænerkollegaer og diskutere en kamp, eller sidde i trænerkontoret og snakke taktik med alle der gider at høre…højst sandsynlig er han på vej hjem til sin egen familie eller kæreste, for han er jo også bare sin egen “lykkes smed”, gør det letteste,for sin egen skyld.
Fra top til bund i fodboldens pyramide om det drejer sig om FIFA, DBU eller en professionel klub, en pyramide der er skabt og afhængige af hinanden i deres fælles kultur, en kultur som man hvis man er indenfor, gerne kalder fodboldfamilien.
Fodboldfamilien har tabt sin uskyld og er blevet til en “Mafiafamilie”, med et værdisæt der er fuldstændig ugenkendelig fra min ungdom, for mig at se udelukkende medvirker til at skabe store tegnebøger for ganske få, og en masse unge der i sidste ende står som tabere.

Hvad skal der så til?

Efter min mening må man i første omgang erkende når man har lavet eller skabt noget lort som voksen..Så er vi i det mindste startet at agerer som mentore.
Det næste kunne blive at sætte dig selv ind som træner, altså satse på børene og de unge før dig selv…så er du blevet en mentor.
Det næste kunne blive at stille krav til din klub, dit forbund, dit internationale forbund om, at få set på den nuværende moral og ikke mindst den manglende etik…Så er du blevet en forgangsmand der kan ende op med at blive et forbillede…
Egentligt ganske enkelt du skal gøre børn og unge mere betydningsfulde i dit liv end dig selv…så vil du ende op med at blive elsket.