Publikums flugt fra fodbold

Faneflugt fra fodbolden

Der skal ikke mange analyser til for at se hvor fodbolden er på vej hen, antallet af tilskuere på stadions bliver mindre og mindre år for år, antallet af unge der gider sporten bliver mindre år for år, dette også selvom man forsøger sig med at få gang i kvindefodbolden, så de kan løfte aktivitetsniveauet og medlemstallet.

Så kan man ind imellem høre direktører slå en ”prut” i pressen om at tilskuerne svigter deres klub, nok engang er det klubledere og forretningsfolk der sidder og gør sig selv til offer for dem der burde være deres kunder, fans og allierede.

Jeg forstå godt det er svært når presset på at få tingene til at fungere bliver stort, det må være noget af et hestearbejde at være direktør for en fodboldklub og specielt for en klub hvor der ikke umiddelbart er penge til at købe sig til sportslig succes.

Det er som om økonomien har taget over i forhold til glæde, sammenhold, nærvær, moral og kampgejst, alt det som unge ønsker at opleve og fodboldfans ønsker at være en del af. Ja, jeg kan også godt forstå at det skal økonomi til at drive en klub, men ligefrem at gøre resultaterne afhængige af økonomi, ligefrem at gøre, glæde, sammenhold, nærvær, moral og kampgejst til noget der afhænger af økonomien, lige der står jeg af. Jeg står af udelukkende på grund af at jeg gennem mere end 40 år i sporten har erfaret at det IKKE er økonomien der skaber glæden, hverken ved publikum eller hos spillerne, de aktive.

Elite Miljøet, elite klubberne, superligaen nedprioritere i den grad fundamentet for dansk fodbold amatør klubberne og alle de spillere, frivillige der til dagligt skaber fundamentet for fodbold i Danmark. Det gør de, når de i pokalturneringen stiller med reservehold og ”skåner” deres bedste spillere til CL, og superliga tv kampe og så forstår de ikke at fansene ikke kommer på deres tribuner, ja nogen tillader sig ligefrem at beklage sig over det…

Afstanden fra den økonomiske top i elite miljøerne heriblandt fodbolden, bliver større og større i samme grad som i det øvrige samfund. Afstanden mellem en fodboldspillers lønning og de mennesker der skal se på præstationen bliver større og større og dermed forsvinder ydmygheden. Fuldstændig det samme gælder for ledelse i fodboldens organisationen eller i ledelsen af fodboldklubberne, de ved bedst og at vide bedst er altid den største fare når man skal møde andre mennesker, det gælder også når fodbold ledelsen skal møde fans og aktive i klubberne.

Ydmyghed starter altid i toppen af pyramiden, hvis den skal spredes til dem der ligger underst og ikke omvendt, man kan ikke bare vende pyramiden på hovedet for faren for at den vil tippe til den ene side er altid størst når man sætter tingene på spidsen.

Fodboldens kultur er kendetegnet ved, det altid de andres skyld, ALTID, enten er det samfundet, kommunen, erhvervslivet, fansene, familierne, publikum. Internt i klubben er det spillernes, trænernes, holdledernes og hvem ved jeg´s skyld, men ALDRIG ledelsen skyld ALDRIG. Det helt konkrete udtryk for dette er at forholdet mellem afskedigelse på øverste ledelsesplan i forhold til de underliggende niveauer i organisationen.

At placere ”skylden” uanset om det drejer sig om resultatet på banen eller på økonomien er en normal kultur funktion i den danske sportsverden og i særdeleshed i fodboldens, at placere skyld er ikke det samme som at tage ansvar, ofte er det det modsatte. Fodboldkulturen har udviklet nogle paradigmer, et er at man skal være kynisk. Helt nede fra de yngste spillere kan man høre trænere kræve kynisme, dette krav kræves mere og mere jo højere niveau man spiller på, for til sidst at kulminere som professionel, dette er et faktum at fodbolden udvikler kynisme ” du er din egen lykkesmed”.

Med denne baggrund vender professionelle spillere hjem fra udlandet eller går videre i fodboldens verden, som trænere, sportschefer, manager, direktører osv., hermed videreføres kynismen ind på ledelsesgangene hvor den for første gang virkelig passer til den opgave der har højeste prioritet, nemlig økonomi. Menneskesynet bliver herfor (temmelig sikkert ubevidst), økonomi som forudsætning for resultater, resultater som en forudsætning for glæde, sammenhold, nærvær, moral og kampgejst.

Det er jo slående at det er tre gamle kulturer der lige nu ligger som en samlet bundprop i superligaen, har samme problem, det selvsamme problem som hersker i DBU og mange andre sportsorganisationer der søger at være professionelle, men som alle agere ud fra det jeg kalder et økonomisk menneskesyn har besværligheder med kulturen, for der skal en kulturforandring og udvikling til for at der kan ske noget nyt, forhåbentligt noget nyt, bedre og mere stabilt for klubberne og Dansk fodbold.

Det første og største problem er, at det er de samme personer / persontyper, der i klubberne og organisationerne, søger efter ”det nye”. Det betyder at forudsætninger for nyudvikling skal tænkes af de selvsamme hjerne, der tænker som de altid har gjort, det er som at hælde en rød farve i et glas med en lyserød væske og tro at man så får en ny farve… det gør man ikke, man får et glas med en væske der er mere rød.

Argumentet for at det er de samme hjerne der skal tænke nyt er også et paradoks i sig selv, fordi man er eksempelvis gammel fodboldspiller betyder det ikke automatisk at man er kompetent til at være leder i en fodboldklub, men ikke des mindre er det ofte argumentet for at ansætte en leder.

Uanset hvor dygtig, intelligent du er er som leder med en fodbold baggrund, vil sandsynligheden for at du beslutter ud fra følelserne, lader dig rive med af stemningen være langt større når du har den baggrund og følelse for ”spillet”, som de fleste gamle spillere har. Herfor er megen sportsledelse følelsesstyret mener end fornuftstyret og det gælder ofte helt op på bestyrelsesniveauet i klubberne.

I mange ledelser tænkes ”bare vi vinder kampe”, så kommer publikum og det har de så forsøgt på det ene årti efter det andet, bare vi kommer i CL, så kommer pengene og publikum, således bliver tanken, ”bare vi har penge til at købe spillere der kan præstere så vi vinder kampe”, så skal det nok gå!

Ser Jer så omkring alle I fodboldledere, hvor meget publikum har I fået ud af det? Hvor mange flere er startet på fodbold? Har pengene fra CL været nok i deres kasser og hvor mange klubkasser har fået nytte af den strategi?

Sagen er at I ikke kan tænke anderledes, I er bundet af Jeres eget ”tankesæt”, et tankesæt der af gode grunde ikke er åben for nytænkning, men mere på at bekræfte og polere Jeres eget tankesæt og image. Indtil nu er det ikke en eneste tanke på hvad jeres kunder mon har af behov. Kunne det tænkes at de ville se de lokale drenge kæmpe for hjembyen, kunne det være at de heller vil se en kamp hvor modstanden foregår på et nogenlunde lige niveau og er spændende? Kunne det være at jeres fans manglende loyalitet kunne hænge sammen med jeres egen manglende loyalitet?

Der er rigtige mange spørgsmål som I burde kræves svar af, men det vigtigste er stadig om du spørger dig selv som leder eller dine kollegaer, om du er den rigtige til at skabe kulturforandring? Når jeg ser ind i klubberne, ind i DBU, er der en ekstrem mangel på selverkendelse og åbenhed en angst for at høre andet end bekræftelse af egne tanker, beslutninger værdier, og således bliver det i sidste ende ”os” mod ”dem” på den måde bliver alt kritik skudt i sænk, inden man undersøger intentionen med kritikken, inden man lærer nyt af den.

Fodbold Danmark er det mindst Innovative miljø, jeg kender til, der er ikke plads til kreativitet, der er ikke åbenhed til at implementere nye tanker. I fodboldmiljøet hersker nostalgien, bare vi er kammerater, bare vi elsker spillet, bare vi har penge på VIP loungerne så betyder det ikke noget hvad fans, familier og fattigrøve får for deres penge, vi skal bare skaffe nok sponsor kroner til at få en placering der giver TV penge. Så man kan vel i sidste ende sige, fodbold bosserne får det lige som de selv ønsker det, en masse TV seer.