Et spørgsmål som jeg gennem mange år har forholdt mig til, søgt at finde en forklaring på, et er sikkert, når vi se på vore landshold i fodbold, er der vitterligt langt mellem oplevelserne af hold, der fra start forløser deres individuelle potentiale. Dagen efter står trænernes forklaringer i kø, hvor de altid selv, er på højeste spændingsniveau efter endnu et nederlag.

”Sidst hørt fra U21 landstræneren før sidste kamp i en turnering hvor alt var tabt ”vi er bedre end resultatet viser”… hov, hov, hvor har du trukket din trænerlicens?

Sikkert er det, at med det talent der findes i dansk fodbold, er det forsvindende lidt potentiale der bliver forløst af danske trænere på landsholdene og som jeg ser det også på klubholdene, hvordan kan det mon være?

Lad os medens vi mindes vort landshold for 25 år side, se lidt på hvad der er sket siden den gang vi kunne slå dem alle…, kan i f.eks. huske at Elkjær røg 20 smøger om dage? Kan i huske den frækhed der eksisterede overfor presse og publikum både fra trænere og spillere? Den glæde og leg med hinanden og bolden vi så på træningsbanen og kamp? At det var en tysk træner der sagde sjove ting på en sjov måde, senere en lige så sjov Dansk træner der begge stillede krav om arbejdsomhed…, men ikke mindst kunne irettesætte sig selv offentlig, ja det var andre tider… hvad skete der så egentlig i årene efter?

Set fra min bjergtop skete der en radikal ændring af fodboldkulturen, ja en lige så stor ændring af fodboldkulturen som den gang vi gik fra udelukkende amatørklubber, til professionel fodbold i Danmark. For ca.20 år siden ansatte man i DBU landstræner Morten Olsen, med ham en filosofi om at fodbold var en intellektuel foreteelse, det tænkte spil, alle kan vel huske symbolerne på det, ”sygekasse brillerne og den lille sorte bog”, hans fornærmelse hvis pressen ikke spurgte om det og på den måde han mente var rigtigt, var så langt fra Richard Møller Nielsen´s stil, som noget kunne være, det var det talte ydmyghed ikke den viste. En del af MO forsøget gik på at etablere ”den røde tråd” en filosofi der skulle hjælpe klubberne med at skabe og udvikle spillere, som senere kunne indgå på landsholdet, forudsætningen var at man kunne forstå MO ”akademiserede” tilgang til fodbolden.

Denne kultur skabt af den tidligere landstræner og hans stab, trænere og ledere i DBU, samt selvfølgelig alle de trænere der smækkede hælene sammen, stod ret, lod som ingenting og rettede ind. De er i dag det kulturelle fundament fodbolden udleves på, en kultur der har givet et mere og mere akademiseret, systematiseret og kontrolleret tilgang til fodbolden i Danmark, og dette at udvikle og forløse spillernes potentiale.

Det er gennem den intellektuelle forståelse for spil og metoder, spillerne skal søge at udleve deres spil, der er ingen plads til Elkær og hans lige mere, pladsen er besat med tilpassede unge uden kant, uden følelsesmæssig modspil, udviklet af lige så konjektur løse trænere, følelsernes spil er blevet til de intellektuelle, ”tænkernes” spil og spillerne opføre sig efterhånden som brikkerne i et skakspil der først rykker når nogen tager fat i dem.

Hvorfor blev det sådan? Det er jo altid gisninger, men egentlig tror jeg at det hele udspringer af noget så banalt, som en kultur med mange enkelt individer der lider af et manglende selvværd (trænere og ledere), forstået på den måde, ønsket om at gøre fodbolden akademiske må bygge på et ønske om at være mere, andet eller bedre, end det man nu engang er, et forsøg på at løfte sit fag op på et højere niveau og dermed sig selv.

Jeg har jo i mange år beskæftiget mig med ”viljen” og ser at lige netop de forudsætninger der giver en stor viljestyrke bliver mindre og mindre værdsat. Et af de vigtigste fundamenter for viljen er beslutningsevnen, tager vi udgangspunkt i den, bliver det tydeligt, at med al den kontrol af enkeltindividet, spillerne, minimeres beslutningerne. Når eksempelvis træneren tager beslutningen om hvad der er rigtigt eller forkert, levner det ikke plads til spilleren, så de kan træffe egen beslutning, således trænes spillerne til en manglende beslutningsevne, det modsatte af hvad der efter min opfattelse rent faktisk kræves, for at få en stor vilje.

I disse år afholdes der den ene konference efter den anden vedrørende talentudvikling, på talerstolen stå Ph.Dérne og Cand. Psykérne, trænere der ønsker de havde deres titler på række for at give deres bud på hvad der skal til, men ingen ser på sig selv og stiller det mest åbenbare spørgsmål ”Hvordan skal jeg være, for at udvikle og forløse potentialet ved spillerne”, dette spørgsmål er begravet i teorier, filosofier, metoder af meget tvivlsom herkomst og validitet, men alt sammen med henblik på at understøttende den akademisering jeg taler om.

”Måske skulle fodbolden til at vise, i stedet for at tænke!”

Jo, jeg ser dem stadig, forleden havde jeg en ungdomslandsholdsspiller siddende på mit kontor med netop den problematik at kunne forløse sit potentiale. Klart bliver det ret hurtigt at der både ligger noget samfund, familie og fodbold kulturelt der forhindrer vedkommende tankemæssigt i at kunne udleve sig selv fuld ud. Jeg har for mange år siden erkendt at samfunds kulturens påvirkning på det enkelte individ, ikke er noget jeg kan gøre noget ved på mit kontor, det efterlader så familien, spilleren og muligheden for at påvirke træneren (uddannelse) som mine muligheder.

Uanset hvilke af disse muligheder jeg tager fat på, er forudsætningen for udvikling, beslutningen om at ville se på sig selv, ønsket at modtage hvad jeg som udenforstående har at sige, ikke ukritisk, men med en erkendelse af, nødvendigheden af at ”gøre” noget andet, ændre deres stil for at talentet kan forløses, for at få et andet resultat. Spilleren er aldrig problemet, men symptomet, dysfunktionen ligger i kulturen/livsstilen i samspil med de mennesker der påvirker spilleren, det er her symptomet skabes, den ”manglende viljestyrke”.

Når så trænere ikke er i stand til at forløse spillernes potentiale, er det efter min opfattelse fordi de ikke selv er i stand til at forløse sig selv. De retter deres opmærksomhed mod spillerne, fortæller dem hvad de skal gøre eller ikke gøre, derved fratager de dem muligheden for at udvikle sig til mentalt stærke mennesker med egne meninger og holdninger. Spillere der er i stand til at træffe egne valg og tage ansvaret for dem selv, både i livet og i kamp. Hvad skal man med trænere der vil have små ”træmænd” og kæft trit og retning, være den klogest, og som ikke selv er stærke nok til at få modspil?