ISLAND..DBU

Når vi ser Island spille så spiller de ikke med logik eller den logiske tankegang, de spiller med følelserne… det er logik. Når jeg tale om at der ikke stilles krav i dansk fodbold, er det fordi at krav er noget der stilles til dig (noget vi stiller til hinanden), eller kan stilles til dig udefra, af uddannelse, leder, træner, fans ol. Du kan selvfølgelig også have dine personlige krav til dig selv…

I denne sammenhænge hvor det drejer sig om mentaliteten, mener jeg at krav er noget der kommer til spillerne fra træner, til trænerne fra organisation, uddannelse osv. Pres er noget andet, en følelse. Der sker ofte en forveksling af krav og pres, som leder, træner eller spiller, kan du opleve kravene som et pres, men det sker udelukkende såfremt dit eget indre pres ikke er større, end presset du oplever udefra, sagt på en anden måde, du skal VILLE det mere end andre VIL det med dig, først når du har den følelse, kan du gøre dig fri af det ydre pres. Det er lige netop det vi oplever at den Islandske kultur er i stand til at præstere. Dette indre pres er hvad jeg kalder VILJEN, en følelse der driver dig, et pres der er inde i dig, det er hvad vi ser ske med Islandske spillere og trænere lige nu.

Noget sådan oplever vi sjældent i Danmark, når vi ikke oplever det, er det efter min opfattelse fordi at lige netop dette, ikke udvikles i det Danske fodboldmiljø i kulturen, i DBU. Jeg vil gå så langt som at sige at de aner ikke hvorledes de skal gøre i DBU, aner ikke hvorledes de skal ændre kulturen på dette punkt og de har ikke LYST til at gøre det for det kommer til at koste dovne DBU-embedsmænd og kvinder.

Når jeg ser på Danske elitetrænere og forventer af dem at de er i stand til at stille store krav til sig selv og til andre i staben og til spillere, kan jeg konstatere at det gør de ikke og det er der generelt ingen af dem der gør.

Danske Elitetrænere uddannet af DBU, de er generelt blevet godt og grundig skolet i ikke stiller krav til sig selv og bestemt ikke til hinanden, de har lært “lurer passerens spil” meget bedre, for ikke at skade deres egen muligheder.

Det er jo velkendt gennem årtier, at skal man have spiller på DBU’s ungdomslandshold og seniorlandshold, skal man ikke have meninger og holdninger der går DBU imod. På denne måde ”lurer passes” der.

Flere trænere har over for mig i fortrolighed sagt at de ikke kan forstå hvorledes at ledelsen for uddannelse kan tildele P-licenser til sig selv og andre der ikke har gennemgået uddannelsen. Hvis dette så bare var et enkeltstående eksempel på hvad der fortælles om mht. nepotisme i DBU, var det til at have med at gøre. Uanset hvad der har sin rigtighed er dette et symptom på en syg kultur på samme måde som at selektionen til landshold er betinget af at man holder mund er et symptom på samme.

Danske trænere som jeg kender dem, snakker og snakker, uden holdning, uden snert, uden krav, og uden aggressivitet. Så ”tror” de, at er i stand til at udvikle mennesker der kan udleve deres aggressivitet på banen, nej det lader sig ikke gøre, det er simpelthen ikke muligt at udvikle aggressivitet uden aggressivitet, verbal aggressivitet er at kunne sige sin uforbeholdne mening, det er at kunne klare verbale konflikter. Når DBU´s ledelse og embedsmænd ikke er i stand til at tackle noget sådant, i stand til at vise vejen sker det ikke.

Det er gennem holdning, også modsatrettede holdninger 
udvikling sker, aldrig gennem bekræftelse og rygklapperi!

Jeg må erkende, jeg fik håbet om forandring i DBU da Claus Bretton-Meyer, tiltrådte stillingen som direktør og som en rituel handling fyrede den tidligere pressechef, men ak, siden er der ikke sket en skid.  Dette kan ikke mindst ses på de nye af DBU sammensatte udvalg, alle er en gang gamle kendinge og rygklappere opdraget i DBU’s egen kultur, gnavere på DBU-benet og således kan der ikke forventes at DBU medvirker til udvikling af fodbold mentaliteten, stopklodsen er DBU selv.

Uanset alle disse skønne billeder som DBU sender ud af dejlige legende børn, uanset hvordan de søger at købe klubbernes loyalitet er der ingen grundlag for nytænkning i forhold til kulturforandring i DBU, det DBU ‘ske forår lader vente på sig indtil de har erkendt at de ikke har brug for loyalitet, men for sandheder også dem der er forkerte!

Det ser ud til at DBU er ved at udvikle sig til en rigtig DJØF institution, hvor opfundne akademiske ligegyldigheder er blevet dagligdagen. Uddannelsen akademiseres, møder for møde, systemer for systemer, kontrol af kontrol for ikke at tale om statistikker de kan læne sig op af til ingen verdens nytte. Det er lidt sørgelig at det er sådan en som mig der skal sige det, men i bliver ikke bedre af at tænke på alt muligt, der skal handling til, det er hårdt arbejde, det er væk fra computerne, væk fra sponsorer og tåbelige møder og ud på græsset. Det handler om at ville noget med hinanden i praksis lige som vi oplever at de vil på Island!