Når borgelighedens psykologi rammer, ja, så rammer den hårdt og over en bred kam. Ph. d. i psykologi Svend Brinkmann har efterhånden udråbt sig selv til samfundets psykolog, og så vidt jeg kan læse mig til med en grundholdning om, at hvis vi bare lever og opfører os ordentligt, hvad det så end må betyde, så vil vores mentale tilstand blive væsentligt forbedret.

Ind imellem bliver jeg bare så træt af at høre på disse småborgerlige psykologer og ph. d.’er, der har deres holdningers udspring fra gode, sunde, borgerlige familier født med høj iq, opdraget af advokater, læger eller lærere. Vokset op med voksne med gode uddannelser, sund økonomi og alle traditionerne i behold.

Det er ikke fordi, jeg er væsentligt uenig med professorens analyse af, hvordan samfundet skulle, eller rettere burde, fungere for os alle, men således er samfundet bare ikke opbygget, hr. professor. Ikke alle har de samme menneskelige egenskaber eller evner, ikke alle har de samme økonomiske eller kulturelle forudsætninger for at virke i det ideelle samfund med den ideelle tankegang og ikke mindst det ideelle følelsesliv.

Svend Brinkmann skriver et sted i en af sine bøger, som for øvrigt nok er skrevet til mennesker med mere boglige og borgelige interesser, at vi alle burde tænke på, at vi er dødelige, at døden kan ramme i dag eller i morgen, at hvis vi tænkte således, så ville vi værdsætte livet og vore kære mere. Men så skal man jo lige have noget at miste først, eller man skal føle noget positivt for noget for at kunne værdsætte det. Den type værdsættelse kunne vel lige så godt føre til angst for døden, som vel er det mest eksakte at frygte og ligger dybest i os. Det, der virkelig forbinder os til livet lige fra fødslen, skulle således gøre vores liv så værdifuldt, at vi ifølge professoren frygter at miste det. Så forstår jeg ikke, hvorfor der så er mennesker, der frygter livet mere end døden, hr. professor? Er det ikke meningen, at vi på livets vej skal komme til et sted, hvor vi bliver i stand til at forlige os med døden? En tanke, der for de fleste af os går nogle år med at forlige sig med, eller hvad mener professoren?

Hedonist tilvænning, altså at vi vænnes til det gode i livet, findes jo, kære hr. Brinkmann. Det kan da kun være noget negativt, hvis du aldrig har oplevet andet, eller? Der hvor jeg kommer fra, har modgangen på alle niveauer været til at føle på. De mennesker, jeg søger at hjælpe, sidder ikke ligefrem og tænker positive tanker i den grad, at det bliver en byrde for dem, tværtimod. Måske skulle du bevæge dig udenfor din egen kultur – ud i livet på den anden side, hvor overlevelse kræver udvikling, personlig udvikling for ikke at dø i håbløshed.

At borgerlige dyder skulle hindre psykologiske problemer eller bare minimere menneskelige karaktertræk som grådighed og kynisme, det har jeg nok svært ved at se, specielt når jeg ser hvorledes borgerligheden udleves i sit eget ’højskolemiljø’ med store tanker om, hvorledes livet kunne være skruet sammen på den ideelle måde, uden at tage aktion på det, gøre noget ved det i praksis.

Medens professoren tænker store tanker bag skrivebordet, kæmper ca. 170.000 unge med angst og andre psykisk problemer i Danmark, samtidig rammes ca. 10 pct. danske borgere af forskellige problemer med at overleve psykologisk. Derfor bliver det sgu noget af en mundfuld at opleve en skrivebordsprofessor fortælle, hvorledes vi skal tænke, samtidig med at han sidder i et godt samfundsbetalt job, afholder dyre foredrag om bøger skrevet i arbejdstiden. Foredrag ingen af mine klienter har råd til at deltage i, men det er vel heller ikke meningen, for som det meste, der kommer fra den akademiske verden, bliver det vel bare til en masse snak.

Tag NEJ-HATTEN på, skriver den kære professor. Det er dog det mest negative, jeg længe har hørt. Findes der overhovedet et ord, der er mere negativ end ’NEJ’? Det var bedre, at du, jeg, os alle samme fandt frem til alt, hvad vi ville sige ja til, så vi ikke skulle rende rundt og sige nej hele tiden. Alt for mange mennesker tror, de skal sige nej. Alt for mange bliver for negative, når de siger nej eller får et nej. Man kan sagtens sige, at man vil noget andet end det, der kræves eller ønskes af en, simpelthen ved at sige, hvad man selv vil. At sige nej er totalt unødvendigt.

Kære Professor, vi indgår alle i forbundne krav, kravene er blot ikke de samme, eksempelvis er kravene til mennesker, der lever et liv, hvor der aldrig har været mental, psykologisk eller kulturelt overskud, meget anderledes end de krav, der hersker på dit borgerlige niveau. Set fra min bjergtinde, så er samfundet og verden fuld af enkeltindivider. Det er så min erfaring, at jo bedre det enkelte individ har det i livet, jo bedre fungerer menneskene omkring dette individ. Så efter min opfattelse er det individet, der skal gøres stærkt, individet der skal have energien til at leve, før der kan skabes et ideelt samfund.