Jeg har altid haft det svært i grupper, faggrupper, arbejdsgrupper, politiske grupper. Haft det svært i foreninger, mandeforeninger og kvindeforeninger, hvor der var adgangsforbud for mænd, og i teams af både den ene og anden art.

Det, må da være mig, der er noget i vejen med! Det er helt sikkert mig der er asocial, uregerlig og ikke villig til at indordne mig, det er helt sikkert mig, der er noget i vejen med, jeg må være en enspænder uden forståelse for andres behov? Måske er jeg bare egoistisk og narcissistisk?

Jeg har altså svært med at være sammen med mennesker, der har fundet sammen i en flok af andre ligesindede. Er det ikke det, der er flokdyrets mentalitet, at være som de andre, at mene som de andre, at handle som de andre? Det er dæleme svært, når jeg nu bor i foreningslandet Danmark.

Når jeg nu i mit halvfjerdsindstyvende år ser ud over landskabet af flokke, kommer jeg til den konklusion, at mennesket er det mest umulige flokdyr, der eksistere på denne planet. For lige så snart, menneskedyret samler sig, i selv den mindst flok, begynder de at retfærdiggøre deres sandheder.

Vi kender det fra alle grupperinger: Kvindegrupperne har ret i, at mænd er noget skidt, der kun tænker på sex, og mandegrupperne, at kvinder er nogle kællinger uden egne ambitioner.
De blå politikkere mener, at de røde er nogle eftergivende vatnisser, der udelukkende tænker på de svage og vil lukke alle ind i landet, og de røde politikkere mener, at de blå er en flok egoister, der udelukkende tænker på deres egen pengepung.

Faggrupperne syntes at alle deres meninger er de eneste rigtige og at de ved bedst. Det samme gør sig gældende for akademikerne, der vitterligt mener, at hvis man har en p.h.d., er man specielt klog i forhold til alle andre. Nej. Mennesker i flok er ikke særlige omgængelige.

Men nu er vi heldigvis blevet globale. Samhandel, sameksistens, stå sammen og værne om vores klode og friheden til at tænke og tale, som vi vil. Nej, nej for lande imellem er jo også grupper af mennesker med deres ret til at være, som de er. Deres ret til at have sandheden for dem selv og alle andre. Vi, altså vores regering, mener, at vi skal blande os i andre lande, at vi skal hjælpe dem til demokrati. Hvem siger, at demokrati er det rigtige for de lande, vi blander os i? Hvem siger, at vi har ret?

Det gør vi, for nu har det fungeret for os, så skal alle andre også fungere som os. Vi har sandheden. Det er virkeligt ikke særligt sympatisk!

Forleden stod jeg og talte med en virkelig sympatisk mand. Og han er opstillet for Dansk Folkeparti. En anden dag talte jeg med et andet sympatisk menneske, som gennem mange år har været kandidat for Socialdemokraterne. Ja, jeg møder mange sympatiske mennesker fra mange forskellige partier, men når jeg så møder de samme mennesker på folkemødet på Bornholm eller i andre sammenhænge, hvor de er sammen med deres partifæller, så har de forvandlet sig til profeter, guruer eller guder med evige sandhed af værste skuffe. Hvad er der sket?

Det er som at komme tilbage til skolegården, med klikerne, hvor alle også havde deres egne sandheder, om hvem der var rigtig, og hvem der var forkert. ’Du er rødhåret, du er tyk, du er fregnet, du er en lille splejs, du er stor og grov.’ Og vi samlede os i skolegården, og vi moppede dem, der ikke var som os selv. Vi tænkte ikke at feje for egen dør, men mere på at feje for alle de andre.

Er vi blevet klogere? Eller er det stadig det samme som i skolegården – nu bare på Christiansborg og alle de andre steder, hvor mennesker flokkes?

Jeg forstår det ikke, men det er nok fordi, jeg er en gammel anarkist, der ikke mener, at magt og grupperinger er sundt for sindet.