Det medieliderlige Folkemøde på Bornholm er ovre og tak for det.

Politikere må ikke tale med følelserne. Politikernes retorik bygger på logik – også selvom der ingen logik er. Der søges uafbrudt efter forståelsen for og af et hvilket som helst emne, men aldrig den gode fornemmelse, der siger: ’Det føles rigtigt’.

Min lede ved politisk retorik er den manglende sammenhæng mellem det sagte og det viste. Noget, der efterlader mig og den resterende befolkning i usandhedens grænseland, hvor det er umuligt at skelne mellem rigtigt og forkert, sandt eller usandt.

På Folkemødet bliver der diskuteret – i en ordentlig tone – vigtigheden af at tale ordentligt til hinanden. Hvorimod der ikke diskuteres, hvordan man opfører sig ordentligt over for hinanden.
Det er som en politisk kirke, der vil omvende befolkningen og få dem til at tro, at så længe politikerne taler ordentligt til hinanden, betyder det, at de taler sandt, og at de opfører sig anstændigt. Det er bare ikke sandt.

Hvis vi bare taler ordentligt til befolkningen om vore egne lønninger, vore egne pensioner, om hvorledes vi er nødsaget til med kommissioner og undersøgelser at dække over vores fejl og dårlige beslutninger, ja, så æder befolkningen den nok. Eller også går det i glemmebogen. En bog, som bestemt må være fuld allerede med DSB, PostNord, DONG, og Mærsk. Krydret med små noter, hvor der står: ’det var ikke mig eller mit parti, så bare glem det.’

I grænselandet mellem godt og skidt, rigtigt og forkert lever politikerne med deres medier og journalister i en stille overenskomst om at stille spørgsmål ind til logikken, til forklaringen om det sagtes rigtighed.
Et er sikkert: Der bliver aldrig stillet spørgsmål til det usammenhængende kropssprog eller til det, som den enkelte politikker udviser af adfærd i nuét, for vi ved jo alle, at det er sammenhænge mellem det viste kropsprog, og den viste adfærd, det sagte ord, der fortæller os, om det er fup eller fakta.

Kynisme er nu engang en intellektuel eksercits og ikke en følelsesmæssig reaktion, vel nærmere manglen på samme. Den kynisme vi kan opleve blandt politikere er efter min opfattelse en direkte konsekvens af, at der aldrig stilles krav til politikernes oprigtighed ved at konfrontere deres adfærd.

Når vi så både i dagligdagen og på politikernes og journalisternes ’Roskilde festival’, ser dem give hinanden tid til alle deres forklaringer på, hvorfor befolkningen tager fuldstændig fejl, når den ledes ved politikerne og journalisterne, da er det at opleve dem bære brænde til deres evige overensstemmelse om ikke at søge sandheden, men ønsket om at fastholde deres retoriske jerngreb af befolkningen.

Hvis bare der engang imellem ville være en politiker eller journalist, der ville skamme sig og sige det højt. Men nej, det sker ikke, for det er en følelse, det er den viste sandhed!

Rundt om denne ’boble’ af politikere render flokken af medieliderlige kendisser og grådige interesseorganisationer – alle en del af flokken om guldkalven, hvor det eneste det drejer sig om er at få en ’snas’ af kagen. Heller ikke her finder man sandheden, den er solgt for ussel mammon, der som regel går til organisatorens lønninger og kendissernes personlige markedsføring.

Ja, det undrer mig, hvilke borgere det er, der gider komme til denne festival, hvor ikke engang musikken er noget at skrive hjem om, og hvor ’nøgenløbet’ er udskiftet med ’habit run’, hvor det gælder om at kommer først til mikrofonen for at tale pænt.