Med den reaktion jeg har fået på min seneste klumme om den ’sindssyge psykiatri’, er jeg blevet fuldstændig klar over det svigt og den afmagt, som brugerne og medarbejderen i psykiatriske system oplever – noget vi må og skal tage os af.

Ingen i dette land kan lukke øjnene for, hvad der sker i psykiatrien. Ingen. Hverken vores politikere og slet ikke os borgere, der lever i dette samfund.

Jeg har besluttet mig for at skrive en række klummer om problematikkerne i psykiatrien, men husk at jeg ikke har sandheden, jeg tror ikke på, at der findes en sandhed på dette område, det, jeg søger, er at finde ud af, hvad vi sammen kan gøre for at skabe et psykisk sundt samfund, der kan drage omsorg for de af os, der er født med eller har et sårbart sind.

Den følgende lille historie fik jeg på min Facebook. Én af mange, jeg har modtaget de seneste dage. Den fortæller sin egen beretning om livet som bruger af vores psykiatriske system:

Bare nok en lille historie om et menneske, der med vold og magt skal puttes i en kasse og gemmes væk i medicinens tågeland. Jeg vil ikke lukke øjnene mere, vil du?

Hvad skal der gøres?

Der er efter min opfattelse to områder, der skal tages fat på at udvikle og forandre, for at der kan ske et noget vedvarende og positivt på brugerplan. Det første er efter min opfattelse en kulturforandring, det næste er uddannelsesforandring.

Kulturforandring betyder, at rammerne for vores psykiatriske kultur skal forandres, rammerne er dem, der sættes af vore politikkere og udføres af ledelsen i psykiatrien.

Når jeg tænker på rammer, kan det eksempelvis være spørgsmålet, om vi skal have et diagnosesystem, i givet fald hvor omfattende det skal være? Det er vigtigt at huske, at for hver diagnose, vi giver, vil det være muligt at stigmatisere et menneske resten af livet, og der vil være mulighed for ansvarsflugt for dem, der skulle behandle ’de kan nøjes med en ny medicin’.

 

Brugen af ordet ’patient’ er også udtryk for holdningen ’du er syg’ eller ’du er sindssyg’. Hvorfor ikke bare bruge ordet ’borger’, som i andre dele af den offentlige forvaltning? Det er vigtigt, når vi taler om kulturforandring eller dannelse af ny kultur, at vi alle er klare over, at dette kræver en rolleforandring, et forandret syn på os selv som behandler, ikke mindst som faggruppe.

Et andet eksempel kunne være, om det er det mest rigtige, at det er lægen, psykologen, der skal være den øverste i behandler-hierarkiet, når det nu er borgeren, der er den vigtigste person?

Burde det ikke være den person uanset faglig herkomst, der har størst tilknytningen til brugeren, der altid er den øverste i hierarkiet?

Selvfølgelig skal der trækkes på forskellige faglige kompetencer, det er indlysende, men dette bør efter min opfattelse ikke betyde, at man i forhold til den enkelte borger, har en større magt grundet sin uddannelse end den, der varetager kontakten og den daglige behandling.

Så kulturmæssigt mener jeg, at det første, der bør ske, er en udvikling i forhold til kompetencesystemet (hierarkiet).

Det andet, der skal tages fat på, er diagnose systemet.

Og det tredje er at tale og omgås brugerne som medborgere.

Disse forslag kunne være de første spæde skridt til kulturforandring, men såfremt den skal stå på et solidt fundament, skal den også implementeres i vort uddannelsessystem. Således at der ikke avles læger og speciallæger i psykiatri, der mener at de ’ved bedst’. Det samme for psykologer og alle andre faggrupper.

Uddannelsesforandring. Med dette mener jeg, at skal der ske en reel udvikling og skabes en ny kultur, som i første omgang bygger en anderledes selektion til sundhedsfagene.

Her er den opgave rettet specielt mod de akademiske uddannelser, hvor karaktersystemet er et fundament i selektionen, ikke de menneskelige faktorer, som efter min opfattelse burde vægte højest.

I selve uddannelsesforløbet burde der indføres områder, hvor der undervises i samarbejde, eventuelt med studerende fra de berørte faggrupper på næstsidste eller sidste semester.

Dette ville kunne skabe nogle fælles holdninger ud fra en fælles forståelse af de opgaver, der ligger i psykiatrien, ikke mindst de krav, der burde ligge både fagligt og menneskeligt. Der burde efter min opfattelse ske en udvikling af den psykologiske uddannelse fra at være en 100 procent akademiseret uddannelse, til en mere håndværkermæssig uddannelse for dem, der vælger kliniskpsykologisk (behandling) som deres uddannelse.

Jeg er så træt af disse 12-tals mandlige og kvindelige ’Marimekko-kinasko psykologer og læger’, der har et fantastisk godt hoved, men slet ingen kulturel erfaring med det liv, som deres klienter har.

I det akademiske uddannelsessystem burde der være en mere praktisk akademisk tilgang, hvor praktikken på psykiatriske sygehuse og bosteder var en større del af uddannelsen.

Ud over dette burde selekteringen til en ny psykologisk behandlerlinje (klinisk) eller speciallægelinje være en anden.

Jeg ved godt, at der også er arbejde at gøre på andre uddannelser inden for det psykiatriske område.

Gældende for alle er, at det efter min opfattelse er specielt vigtigt, at det er mennesker, der både har de empatiske, sociale, pædagogiske evner, samt et oprigtigt engagement for at arbejde inden for området.

Forudsætningen for de mennesker, der skal arbejde med andre mennesker, skal forandres.

At arbejde med mennesker kræver i første omgang ikke en intellektuel indsigt, men en følelsesmæssig indsigt. Det er så uendeligt vigtigt at forstå, at således må det være, såfremt udgangspunktet er borgeren med psykiske problemer.

Det er i følelsernes land, vi skal arbejde og præsterer, uanset om det er angst, depression eller aggression, eller hvad det nu er for en følelse, hvori opgaven ligger. Det er dem, vi skal hjælpe brugerne af psykiatrien med at håndtere.