Jeg har tidligere beskrevet psykiatrien som værende sindslidende, men et ligeså potent billede på, hvad der er galt med psykiatrien, kan vi finde i cancer. I det psykiatriske system findes nemlig små cancerceller, som kaldes diagnoser. Det er en ondartet celle, som først er opstået i medicinalindustrien, så den havde noget at kurere. Noget at tjene penge på.

Hurtigt metastaserede den sig til det psykiatriske system, hvor de primære smittekilder har været medicinalindustriens praktiske håndlangere: psykiaterne, lægerne og andre med magt og grabber i sundhedssektoren. Og der dukker hele tiden nye cancerceller op – nye diagnoser, man kan proppe folk i. Diagnoser, der stort set træffes ud fra sympati, antipati eller spørgeskemaer. Ingen af delene er noget, der nogensinde kan være vejledende, endsige valide i forhold til at stille en diagnose.

Det kan godt være, at det er en metafor, men den her type cancer kan stadig slå dig ihjel. Du kan indirekte dø af den identitet, diagnosen giver dig, og du kan direkte dø og invalideres af den medicin, diagnosen giver dig.

Forleden fik jeg en mail fra en kvinde, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg var så meget imod diagnoser. Hun mente, at diagnoser er nødvendige i det professionelle arbejde med mennesker, så der ikke opstod misforståelser, når man skulle overlevere en patients sag til en anden behandler. Med en klar diagnose ville der jo være tydelighed om behandlingsmetoderne for personen faggrupperne imellem.

Jeg fortalte hende at:
A) Der er to forskellige diagnosetyper – dem rettet mod fysiske/somatiske sygdomme, og så dem omhandlende psykiske problemer.
B) Den ene diagnosetype er mere stigmatiserende end den anden: der er væsentlig forskel på at få at vide, at man er psykotisk skizofren eller depressiv end at diagnosticeres med et brækket ben eller blindtarmsbetændelse. Forskellen ligger selvfølgelig i, at den fysiske diagnose kan verificeres bogstaveligt fysisk, mens de mentale diagnoser bygges sig ud fra teoriens luftkasteller, og derfor udelukkende bliver vage postulater. Desuden kan man kurere blindtarme og brækkede ben – den psykiske lidelse kan kun ’behandles’ ved at famle sig vej frem gennem større eller mindre doser af medicin, og hvad man ellers byder på.

Jeg spurgte kvinden, der skrev, om hvordan hun gennem en diagnose kunne overføre opfattelsen af patienten mellem forskellige mennesker og faggrupper. For sandheden er vel, at vi opfatter forskelligt ud fra den person, vi er, og derfor kan en diagnose aldrig være valid og brugbar, objektiv viden.

Med postulatet om, at »du er skizofren,« bliver det udgangspunktet for den behandling, der tilbydes dig som borger i det psykiatriske system. Og det er uanset, om den beskrivelse, der ligger bagved, er korrekt (hvad den sjældent er). Derved kommer hele diagnosesystemet til at demonstrere en lemfældig (og næsten tilfældig) omgang med patienternes liv og lemmer.

Medicinering ud fra en given diagnose bliver således ligefrem farlig for en lang række borgere, der får psykofarmaka. Det er egentlig ligegyldigt, om medicinen retter sig mod psykoser eller depressioner, fordi selve medicinen skaber så mange fysiske og psykiske forandringer for de borgere, der tager det – der er simpelthen tale om en farmakologisk destabilisering af individet.

I Danmark er det den amerikanske psykiatriforenings diagnosebog ’DSM-5’ blevet diagnostikkens bibel. Det er en statistisk manual for psykiske diagnoser med et tjeklistesystem, hvor læger krydser af i et skema for at se, om patienten har en psykiatrisk lidelse. Denne ’bibel’ og dens metoder er, efter min og mange andres opfattelse, simpelthen er en gang makværk uden validitet. Alene at mene, at bestemte opfattelser af et menneske skulle være objektive, er lavpunktet at bygge en diagnose på, for det er aldrig tilfældet.

Hvor mange, der rent faktisk dør i Danmark som følge af at få stillet en diagnose og medicineres ud fra den, findes der, så vidt jeg ved, ingen tal på. Vi ville også få svært ved at få konkrete tal, da årsagerne findes gennem en obduktion (hvor retsmedicineren skal have en kontant viden om medicin). Derudover vil der være en lang række medicinske dødsfald, der vil ligne naturlige dødsfald, og disse vil aldrig obduceres.

Disse dødsfald vil ramme unge som ældre, og så vil der være selvmordene, som efterlader et morbidt ’hønen eller ægget’-spørgsmål: var det medicinen eller den psykiske lidelse, der motiverede selvmordet? Vi kan ikke se dødsfaldene, men vi ved, de er der. Skal vi komme døden til ’livs’, kræves den holdningsændring, jeg tidligere har råbt op om.

Vi har følgende problemer vi skal tage stilling til: skal vi medicinere, når det kun virker på 10 pct. af patienterne (velvidende at andre metoder ville have haft samme effekt)? Skal vi bruge timevis til udredninger og diagnosejournalisering, eller kan vi bruge de ressourcer bedre? Skal vi have flere sengepladser, så vi kan tage ordentlig vare på de svageste? Kære læsere: det er på tide med både spørgsmål og svar. Det er på tide at tage stilling.