Jeg har tidligere beskrevet psykiatrien som værende sindslidende, men et ligeså potent billede på, hvad der er galt med psykiatrien, kan vi finde i cancer. I det psykiatriske system findes nemlig små cancerceller, som kaldes diagnoser. Det er en ondartet celle, som først er opstået i medicinalindustrien, så den havde noget at kurere. Noget at tjene penge på. Hurtigt metastaserede den sig til det psykiatriske system, hvor de primære smittekilder har været medicinalindustriens praktiske håndlangere: psykiaterne, lægerne og andre med magt og grabber i sundhedssektoren. Og der dukker hele tiden nye cancerceller op – nye diagnoser, man kan proppe folk i. Diagnoser, der stort set træffes ud fra sympati, antipati eller spørgeskemaer. Ingen af delene er noget, der nogensinde kan være vejledende, endsige valide i forhold til at stille en diagnose. Det kan godt være, at det er en metafor, men den her type cancer kan stadig slå dig ihjel. Du kan indirekte dø af den identitet, diagnosen giver dig, og du kan direkte dø og invalideres af den medicin, diagnosen giver dig. Forleden fik jeg en mail fra en kvinde, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg var så meget imod diagnoser. Hun mente, at diagnoser er nødvendige i det professionelle arbejde med mennesker, så der ikke opstod misforståelser, når man skulle overlevere en patients sag til en anden behandler. Med en [...]