I sporten tales der ustandselig om talenter, talentudvikling, spørgsmålet er bare, om de unge der udvælges så også i virkeligheden er et talent, eller ”bare” et almindeligt barn? Kunne det tænke sig, at det var sådan et helt normalt barn der har levet i et talentudviklende miljø, at det faktisk er miljøet der er talentet og ikke den unge eller barnet?

Vi har så travlt med at veje og måle det enkelte individ, så travlt at vi sjældent virkelig får set på det miljø eller den kultur som er hele fundamentet for udviklingen. I mange andre sammenhænge hvor man arbejder med menneskelig udvikling, er man helt klar på at miljø har en stor indvirkning på, om et barn udvikler sig positivet i en eller anden retning. Sagt på en anden måde, du kan være nok så begavet et barn, have nok så store anlæg eller intelligens på et område, men hvis du ikke er i det rette miljø, får du aldrig udviklet den specielle evne som du har.

Forestil dig at du står med tre ens plantefrø det første frø, planter du i sund nærende jord, det næste i en jord der er tynd med meget lidt næring, og det sidste i sandjord, der er vel ingen tvivl om hvilket frø der vil udvikle sig til at blive en stor og kraftig plante, en plante med udnyttelse af alle de evner der ligger gemte i frøet.

Tale vi om børn og unge, ønsker vi at de skal udvikle deres egenskaber, må vi se på hvilken “jord” vi planter dem i, hvordan kan vi ellers sikre at vi få det bedste ud af de bedste, vores børn og unge?

I sportens verden er de fleste voksne uanset jobbet fokuserede på præstationen,  ikke mindst på resultatet. Tager vi eksempelvis fodbold bruges der langt mere energi på at tale om resultater opnåelse af resultater, udvikling til et resultat end på udviklingen af en kultur et miljø der kan skabe en ”jordbund” hvor flest mulige skal udvikle sig.

Helt aktuelt er der en kultur krise i dansk fodbold, alle ser mod målet, kan vi spille EM eller ikke, kan vi spille VM eller ikke, hvor lang kunne vi muligvis når? Nogle tænker det samme bare modsat, hvor meget taber vi, hvor langt bliver vi ”bombet bagud”, meget få taler om miljøet der skal udvikle spillerene, hvad er det bedste miljø, hvad kunne gøre det bedre, hvad kunne skabe et solidt udviklingsmiljø?

Jeg vil bruge et analog til naturen igen, for i naturen skal markerne, lyngen, skoven, græsset ind imellem brændes af for at der kan skabes grobund for noget nyt og stærkere vækst på jorden. Denne naturlov, er også gældende når det gælder om menneskelig natur, det jeg vil kalde ”Det mentale miljø”, ind imellem skal det brændes ned og nyt skal til for ikke at blive kvalt i alt det gamle.

Det er altid trist at det skal gå ud over nogle, men det kan ikke undgås, heller ikke i denne kulturkonflikt der er i fodbolden, som har været i håndbolden, som er i samfundet, vi er på vej mod noget nyt. Udvikling og specielt kulturudvikling kan du ikke gøre dig udviklingsparat til, den komme uanset og du og jeg kan lide det, om vi vil den, det kaldes evolution.

Jeg har ofte skrevet og råbt op om at vi glemmer at se på miljøet, hvorledes vi kan udvikle dette, jeg har råbt op om at DBU burde være mere åbne vedrørende deres beslutninger, både når det er nemt og svært at træffe dem. Jeg har råbt op om landstrænere der påstod at have sandheden og hvad denne indstilling gør i et arbejdes og udviklingsmiljø, trænere der hele tiden påtager sig ansvaret for spillernes præstationer eller vil bestemme så ingen omkring dem kan tage selvstændige beslutninger, alt samme miljø, jeg har virkelig ofte spurgt mig selv hvorfor er der ingen der vil lytte?

Min konklusion er at den første og vigtigste beslutning for alle der ønsker at udvikle deres miljø til noget hvor den enkelte kan leve og præstere optimalt er beslutningen om åbenhed, så lige nu sidder jeg og glæder mig over at der måske vil ske en ny åbenhed fra alle parters side for det er den eneste mulighed for at præstere sammen og lige netop dette at præstere sammen er udvikling.