Det er både sjov og trist at følge med i debatten om vore alles ny opfundne psykiske sygdom og diagnose ”stress”. Vi har nu fået selvbestaltede stress eksperter, endda mange forskellige typer, der søger at lede dig i deres rigtige retning, for at enten undgå stress eller forebygge stress.

Den sidste gruppe, den der ønsker at forebygge, sympatisere jeg mest med, hvis de da bare kunne være lidt realistiske eller hvad man nu kalder det. Foregangsmand for stressforebyggelse er vel den kære professor Svend Brinkmann, der jo mener at såfremt vi alle bare er mere nøjsomme… hvilket vel forudsætte at vi alle har noget vi kan fravælge, noget en stor del af befolkningen så ikke har mulighed for, da de allerede har alt for lidt i forvejen. Her må den kære professor se sig selv i spejlet, spørge sig selv om denne holdning ikke udelukkende er til for den højeste middelklasse og så op til toppen af poppen hvor han selv befinder sig?

Stressekspert Thomas Milsted kan jeg læse i Avisen mener det er en falliterklæring at vi ikke kan forebygge stress på arbejdspladserne, jeg giver ham fuldstændig ret, det er virkelig for dårligt! Det kan vi ikke og grunden er, at stress ikke er en arbejdsplads sygdom, men en samfundssygdom, stress er et symptom på at vi har indrettet vores samfund på en så mental og psykologisk dårlig måde, at vi skaber sygelige symptomer som stress.

Så læser jeg også at to ud af tre ledere har haft stress-samtaler med deres medarbejdere, at ledernes fagforening er i dialog med Psykiatrifonden, ja de har endda lavet en undersøgelse sammen, der ”glædeligt” viser at medarbejdere og ledere er i dialog om stress… Her er det så lige jeg er ved at eksplodere, hvad glædeligt er der ved at skulle sætte sig og tale om stress? Jeg modtager selv mange, rigtig mange, der kommer for at blive behandlet for stress her i min lille praksis, jeg har endnu aldrig oplevet, at det var glædeligt. Det kan sku da kun være ud fra det synspunkt, at stress giver lederne berettigelse for overhovedet at være til, stress sørger jo for arbejde til lederne, og til Lars Andersen, arbejdsmiljøchef hos Lederne.  Lars Andersen, der som han selv udtaler…ser det som udtryk for, at både medarbejdere og ledere er blevet bedre til at tale om stress end tidligere… så nu er der er grundlag for et møde, alle er glade, specielt lederne det er jo det de lever af “møder”, altså hvis de ikke bliver stressede af at snakke om det.

Det pudsige i alt dette er, at meget ofte er det første der siges af mine klienter, at det netop er deres leder, der giver dem stress, så hvad med at sparke lederen ud, det må da være forebyggelse så det batter, eller hvad? Det er måske værd at huske på at stress betyder de fysiologiske reaktioner, som udløses af truende eller indtrufne beskadigelser af organismen, eller af menneskers fysisk og /eller psykisk aktivitet på grænsen af individets ydeevne. Spørgsmålet er vel hvorfor vi har skabt os et samfund der bringer os ud på individets grænse, endda ved en stor del af befolkningen, samt hvorledes vi kan ændre det.