Den første rigtige forårsdag sidder jeg sammen med min ven Bjarne, der har Laven Cafe & Antikvar. Bordene og stolene står i solskinnet på fortovet lige ud til vejen, der går gennem Laven fra Ry til Silkeborg. Bjarne kommer med kaffen, sætter sig ned, jeg er den eneste gæst lige nu, og nok engang går vi til biddet ” verden skal ordnes”. Vi skal finde vores egen ro i hovederne via det modspil, vi altid giver hinanden.

Vores samtale vandrer af uransagelige veje over ungdommen, dets mangel på disciplin og de store mentale belastninger de unge lever under i dagens Danmark. Lærerne få en venlig tanke og et mentalt spark i røven fra min side, for Bjarne er lektor på et lokalt gymnasium, hvor han har tabt sit hjerte til specielt udsatte unge med psykiske problemer, som har et godt hovede. Ja, livet får et ordentlig klap på skulderen sådan en dag på “Bjarnes Cafe i Laven.

På reolerne står bøgerne gamle, slidte og læste sammen med ny, der nok aldrig har været åbnet af deres ejer. Fjodor Dostojevskij udmærker sig med ”Idioten”, side om side med Sartres ”Tanker om Frihed” og Lars Lilholts ”Drømme og Dæmoner”, jo vi sidder der, hvor man skal være sådan en dag, og snakken går…

På en tidspunk bevæger vores samtale sig ind på spørgsmålet, om det virkeligt er således, at alt nyt udviklingsmæssigt er positivt for menneskeheden. Kunne det største skridt vi kunne gøre for vores egen udvikling i virkeligheden være et skridt tilbage, altså et stort et tilbage, og i så fald hvilket skridt skulle det så være?

Mine indslag til vores samtale om dette tager selvfølgelig udgangspunkt i det, jeg kender meget til fra sporten, det at præstere, præstationskulturen.

Det jo sygeligt, siger Bjarne, hele tiden drejer det sig om at sætte sig mål, i gymnasiet hedder målet karakter, at få den højeste karakter for at få præmien, en billet til de hellige haller på universitetet. Efter en dyb indånding forsætter han, Erik er du klar over, hvor mange unge – specielt drenge – vi taber på den konto?

Næ, øh nej, men sikkert mange…

Jamen, jeg ser det jo hver dag, jeg ser hver år, at specielt drengene hopper fra deres uddannelse. Tilbage står vi med en masse pligtopfyldende piger, der i den grad anstrenger sig for at nå målet og for ikke at skille sig ud fra andre, nogle bliver sgu ligefrem syge af det, hvad skal vi gøre?

Altså Bjarne, spørger du mig?

Ja, da!

Jeg ved ikke, om det betyder noget i din sammenhæng i skolen, men i sportens verden sættes der mål, delmål, målopfyldelsesskemaer, med udviklingsmål og hvad ved jeg. Mange af mine kolleger, trænere og sportschefer er ekstremt optaget af det.

Jeg har aldrig, og jeg mener aldrig, lavet mål endsige talt med de atleter, jeg har haft, om deres mål. For mig er mål en forbandelse, og det er det udelukkende på grund af, at alle mål findes i fremtiden, og lige netop fremtiden er det vi aldrig vil kunne forholde os til, da vi af gode grunde ikke kender den.

Så hvis en idrætsudøver bruger for mange tanker, for meget energi på fremtiden, bliver den energi trukket fra i NU’et. Således kan den optimale præstation ikke ske. For øvrigt ligger alt angst i fremtiden, alle angsttanker har sin rod i vores alle sammen ubekendte fremtid…

Hold op Erik, så vi må have frimærkesamlerne tilbage igen, det er frimærkesamlerne der har løsningen på alle vore psykiske problemer. Det store tilbageskridt i vores udvikling er at få filatelisterne tilbage igen…

Hvad mener du?

Jo, sådan en rigtig filatelist, han sidder der med et totalt fokus, ser udelukkende på alt det, der er i lyset under hans lup. Her har han hele verden i en proces, der er intet mål, der er væren, der er fordybelse, der er lærdom i hvert enkelt lille mærke, alt sker i en meditativ tilstand, en tilstand af at være i NU’et og kun i NU’et.

Ja Bjarne, det er på mange måder det, jeg efter bedste evne forsøger at hjælpe mine atleter, for den sags skyld også mine klienter med, udelukkende at være i og beskæftige sig med NU’et, intet andet. Mit job er at træne og forfine deres teknik, metoder og kunnen i NU’et, desværre er de fleste af mine kolleger hoppet på ”målvognen”, det eneste de kan være sikre på er. at der er mere at lave til dem selv, når de skal samle folk op fra stress, depression og magtesløshed.

Erik, vi må simpelthen få sat nogle frimærkesamlere ind på nogle vigtige poster i samfundet, så vi kan få et ordentligt tilbageskridt og sikre vores forsatte udvikling. Måske skulle folketinget have ansat nogle frimærkesamlere til at lave fordybelseskurser, tænksomhedskurser og være i NU’et kurser. Med denne lærdom i tilbageskridt kunne de så skabe et samlet grundlag for fremskridt, i stedet for hele tiden at lappe på fortiden. Måske kunne de endda sammen med os andre udtænke en anden måde at uddanne på. En måde, hvor vi ikke taber drengene og gør pigerne syge…

Tænk sig Bjarne, her kan vi to sidde på fortovet i Laven i solen, med en god kop kaffe og tale om ingenting og alting, det er da livet ik´…